- 'kunsten i bevægelse',
Staby 11. september 2013.
Kan I huske eventyret om Svinedrengen? Det fortæller om kongesønnen, der ville skænke prinsessen to kostelige gaver: Rosen, der duftede så lifligt, at man glemte alle sorger og
bekymringer, og nattergalen, der havde alle de dejligste melodier i sin strube.
Men prinsessen ville ikke have dem, for de var jo virkelige og ikke kunstige.
Og hvad kunne de bruges til - hvad fik man ud af skønhed, vellugt og sang?
Men det standsede ikke prinsen; han klædte sig ud som svinedreng og konstruerede to
tekniske vidundere: Gryden, som kunne spille 'Ach, du lieber Augustin', og så man kunne lugte, hvad de lavede af mad alle
steder, hvis man stak fingeren ind i dampen fra den. Det var jo
husholdsningsteknologi, der vil noget! Og bagefter skralden eller spilledåsen, der kunne spille alle hopsaer, valse og
polkaer man kendte fra verdens skabelse, den tids iPod eller mp3. Og for de to
frembringelser ville prinsessen gøre hvad som helst: give både 10 og 100 kys. Men hun endte jo helt alene
med gryden og spilledåsen; så kunne hun stå helt 'mutters' udenfor og synge Ach, du lieber Augustin.
Nu kan man spørge, om ikke det eventyr er en advarsel mod kunst, det
kunstigt frembragte? Nej, sådan er det ikke, for hvad er det, der kendetegner gryden
og spilledåsen? at de gør prinsessen og hofdamerne til tilskuere - de kan lugte
maden, men ikke spise; de kan høre sangene, men danser og synger ikke og røres ikke i hjertet som ved nattergalens sang.
Men kunsten, den rigtige kunst, også den vi har lavet i Staby de sidste dage, gør os til deltagere.
Kunsten flytter os – kunsten bevæger os. Kunst i bevægelse har bevæget Staby.
Kunst hjælper os til at få åbnet øjnene for alt det, der faktisk er der på forhånd i livet: fuglene,blomsterne, familien, vennerne,
naturen årstiden, rummet, alt det, som står parat til os, når vi træder ind i verden. Alt det får vi forærende.
Nu er det sommetider vores problem, at vi ligesom prinsessen kun ser
tingene for det, de kan bruges til.
Vi ser kun en halv tons flis, når vi ser et træ – vi tænker kun på kW, når vinden blæser igennem vores hår. Men det, der er der på forhånd, og som vi bare ligesom 'træder ind i', gør noget andet end at gøre gavn: det opliver os, giver os lyst til at
leve. Det må være der uden at have brugsværdi.
Vi skal være med i livet - ikke kun iagttage det. Vi skal deltage
og engagere os - og det skal vi også i vores lokale sammenhænge. Derfor er det godt for Staby med dette
kunstprojekt. Måske kaster kunsten i bevægelse også denne lokale delagtighed af sig.
Det værste, der kan ske for folk, er at komme til at stå udenfor livet og kun kunne synge Ach, du
lieber Augustin, alles ist weg. Men landsbyerne, som er med i Kunsten i bevægelse, de er ikke udenfor, hvor man synger klagesange,
men er indenfor.
Alles ist weg, sådan kan man tænke, hvis man føler, man bor i en udkant. Men det mener vi ikke. Og alt
er heldigvis ikke væk - noget er begyndt med disse kunstdage. Det skal vi
huske, når vi fremover kigger på kunstværkerne, og det skal vi arbejde videre på.
